I spidsen for en af de grupper, hvori disciplene blev inddelt, står Filips navn. Han var den første discipel, til hvem Jesus rettede denne direkte befaling: „Følg mig!“ Filip var fra Betsajda, Andreas’ og Peters by. Han havde lyttet til Johannes Døbers lære og havde hørt hans forkyndelse om Kristus som Guds Lam. Filip var en oprigtig sandhedssøger, men han var længe om at komme til tro. Skønt han havde sluttet sig til Kristus, viser hans udtalelse om ham til Nathanael, at han ikke var fuldstændig overbevist om Jesu guddommelighed. Skønt Kristus af en stemme fra himmelen var blevet erklæret for at være Guds Søn, var han for Filip „Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.“ Og da de fem tusinde blev mættede, viste Filips mangel på tro sig atter. Det var for at prøve ham, at Jesus spurgte: „Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?“ Filips svar grænsede til vantro: „Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.“ Jesus blev bedrøvet. Til trods for at Filip havde set hans gerninger og følt hans magt, havde han dog ingen tro. Da grækerne udspurgte Filip om Jesus, benyttede han ikke lejligheden til at føre dem til Frelseren, men han gik hen og sagde det til Andreas. Og i de sidste timer før korsfæstelsen var Filips ord atter af den slags, som svækker troen. Da Tomas sagde til Jesus: „Herre, vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?“ svarede Frelseren: „Jeg er vejen og sandheden og livet.… Kender I mig, vil I også kende min fader.“ Fra Filip lød dette vantro svar: „Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.“ Så tungnem, så svag i troen var denne discipel, som i tre år havde været sammen med Jesus.