Et verdsligt menneske vil måske kalde denne sorg for svaghed, men det er den kraft, som binder den angrende til den Almægtige med bånd, som ikke kan brydes. Den viser, at Guds engle giver mennesket de nådegaver tilbage, som det havde mistet ved hjertets hårdhed og ved overtrædelser. Den angrendes tårer er kun de regndråber, der går forud for helliggørelsens solskin. Denne sorg varsler en glæde, der vil blive som en kilde af levende vand i dets indre. „Erkend din skyld, at du har brudt med Herren din Gud.“ Så vil jeg „ikke længere se vredt til jer, for jeg er trofast, siger Herren.“ Han har lovet „at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod.“