Folkeskarerne undrede sig over denne lære, som var så vidt forskellig fra farisæernes forskrifter og eksempel. Folket var kommet til at mene, at lykken bestod i at være i besiddelse af denne verdens goder, og at berømmelse og menneskers ære var noget, man især måtte stræbe efter. Det var meget tiltalende at blive kaldt „rabbi“ og at blive hævet til skyerne som vise og fromme ved at stille sine dyder offentligt til skue. Dette blev betragtet som toppen af lykke. Men i nærværelse af denne vældige skare erklærede Jesus, at jordisk vinding og ære var den eneste belønning, den slags mennesker nogensinde ville modtage. Han talte med sikkerhed, og hans ord ledsagedes af en overbevisende kraft. Folket tav, og de blev grebet af en følelse af frygt. De så tvivlrådigt på hinanden. Hvem af dem kunne blive frelst, hvis denne mands lærdomme var rigtige? Mange var overbevist om, at denne bemærkelsesværdige lærer var drevet af Guds Ånd, og at de tanker, han gav udtryk for, stammede fra Gud.