Kristus skuffede dem i deres håb om verdslig storhed. I bjergprædikenen søgte han at nedbryde det, som var blevet forårsaget af falsk lære, og at give sine tilhørere den rigtige forestilling om hans rige og om hans egen karakter. Men han angreb ikke direkte folkets vildfarelser. Han så, hvor elendig verden var på grund af synden, og gav dem alligevel ikke en levende fremstilling af deres elendighed. Han lærte dem om noget uendeligt meget bedre, end de havde kendt. Uden at bestride deres forestillinger om Guds rige fortalte han dem om betingelserne for at komme derind, idet han overlod dem selv at drage deres konklusioner om, hvad det var. De sandheder han forkyndte, er ikke mindre betydningsfulde for os end for de skarer, som fulgte ham. Vi trænger ikke mindre end de til at lære de grundprincipper, der gælder for Guds rige.