De besatte fra gravhulerne
Tidligt om morgenen nåede Frelseren og hans ledsagere ind til bredden, og strålerne fra den opgående sol lagde sig over sø og land som med fredens velsignelse. Men ikke så snart var de trådt ind på bredden, før deres øjne mødte et syn, der var mere frygteligt end stormens rasen. Fra et skjulested mellem gravene kom to vanvittige mænd styrtende mod dem, som ville de flå dem i stykker. På disse mænd hang der stumper af lænker, som de havde revet itu, da de undslap derfra, hvor de var blevet holdt indespærret. Deres hud var forrevet og blødte, hvor de havde såret sig med skarpe sten. Deres øjne stirrede ud fra deres lange, filtrede hår, enhver menneskelig lighed syntes at være udslettet af de dæmoner, som havde besat dem, og de lignede mere vilde dyr end mennesker.