„Se,“ sagde Jesus, „jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.“ Kristus selv undlod aldrig at sige sandhedens ord, men han sagde dem altid i kærlighed. Han udviste den største takt, hensynsfuld og venlig opmærksomhed i sin omgang med folket. Han var aldrig grov, sagde aldrig uden grund et alvorligt ord og forvoldte aldrig unødvendig smerte i et følsomt sind. Han kritiserede ikke menneskelig svaghed. Frygtløs fordømte han hykleri, vantro og uretfærdighed, men det var med sorg i stemmen, han gav sine meget skarpe irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by han elskede, men som nægtede at tage imod ham, som var vejen og sandheden og livet. De forkastede ham, deres Frelser, men han betragtede dem med medfølende ømhed og en sorg så dyb, at hans hjerte var ved at briste. Hvert eneste menneske var dyrebart i hans øjne. Skønt han altid optrådte med guddommelig værdighed, bøjede han sig med den kærligste opmærksomhed ned til hvert eneste medlem af Guds familie. I alle mennesker så han faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse.