Disciplene blev ikke udstyret med martyrernes mod og styrke, før de fik brug for en sådan nåde. Så blev Frelserens løfte opfyldt. Da Peter og Johannes aflagde vidnesbyrd for det jødiske råd, „undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus, og … kunne ..ikke tage til genmæle“ . Om Stefanus skrives der, at „alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt“ . Mennesker kunne „ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med“ . Og da Paulus skriver om sit eget forhør ved kejserens domstol, siger han: „Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. … Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet, så at alle folkeslagene kan få den at høre, og jeg blev udfriet af løvens gab.“