Den, som vil bekende sig til Kristus, må have Kristus boende i sig. Han kan ikke meddele andet, end hvad han selv har modtaget. Disciplene kunne måske uden vanskelighed fortælle om læren; de kunne gentage Kristi egne ord, men hvis ikke de var i besiddelse af Kristi sagtmodighed og kærlighed, så bekendte de sig ikke til ham. En ånd, der er i modstrid med Kristi ånd, vil fornægte ham, hvordan bekendelsen så end er. Mennesker fornægter Kristus ved at tale ondt om andre, ved dårlig tale og ved ord, der er usande eller uvenlige. De kan fornægte ham ved at søge at undgå livets byrder eller ved at dyrke syndige glæder. De kan fornægte ham ved at underlægge sig verdslige skikke, ved uhøflig optræden, ved at retfærdiggøre sig selv, ved at nære tvivl, ved at bringe sig i vanskeligheder og blive i mørket. På alle disse forskellige måder forkynder de, at Kristus ikke bor i dem. Og han siger: „Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.“ |