I nærheden af Betsajda, ved den nordlige ende af søen, var der et ensomt område, der lige nu var smukt og forårsgrønt. Det ville være et kærkomment tilflugtssted for Jesus og hans disciple, og de begav sig på vej dertil i deres båd tværs over søen. Her ville de være væk fra de store færdselsårer og fra byens larm og uro. Naturens sceneri var i sig selv en hvile, en forandring, der virkede velgørende på sanserne. Her kunne de lytte til Kristi ord uden at skulle høre på de vrede afbrydelser og skarpe svar og beskyldninger fra de skriftkloge og farisæerne. Her kunne de nyde en kort stund med værdifuldt fællesskab i selskab med Frelseren.