Den hvile, som Kristus og hans disciple undte sig, var ikke en egoistisk nydelse. Den tid, de tilbragte borte fra andre, var ikke beregnet til fornøjelser. De talte sammen om Guds gerning og om muligheden for at gøre arbejdet mere effektivt. Disciplene havde været sammen med Kristus, og de forstod ham; til dem behøvede han ikke at tale i lignelser. Han rettede deres fejl og forklarede dem, hvordan man bedst kom i kontakt med folket. Han gav dem endnu bedre indblik i den guddommelige sandheds dyrebare skatte. Ved guddommelig kraft blev de genoplivet og tilført nyt håb og mod.