Disciplene havde samme dag været vidne til Jesu underfulde gerninger. Det havde været, som om Himmelen var kommet ned til jorden. Erindringen om denne dyrebare, vidunderlige dag burde have fyldt dem med tro og håb. Havde de talt om disse ting, mens hjertet var fyldt til overflod med dem, var de ikke faldet i fristelse. Men skuffelsen dominerede helt deres tanker. Kristi ord: „Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde,“ forblev upåagtede. Det havde for disciplene været timer med rig velsignelse, men nu var det glemt alt sammen. De var ude på dybt vand. Deres tanker var i oprør og urimelige, og Herren gav dem noget andet til at forurolige deres sind og beskæftige deres tanker med. Dette gør Gud ofte, når mennesker selv skaber sig byrder og vanskeligheder. Disciplene behøvede ikke at skabe sig vanskeligheder. Faren nærmede sig allerede hastigt.