Kapitlet er bygget op over Joh 6,22-71.
Da Jesus forhindrede folket i at udråbe ham til konge, vidste han, at han var nået til et vendepunkt i sin tilværelse. Store menneskemængder, som den dag ønskede at ophøje ham på tronen, ville næste dag vende sig fra ham. Deres skuffede, egoistiske ambitioner ville forvandle deres kærlighed til had og deres lovprisninger til forbandelser. Men skønt han vidste dette, tog han ingen forholdsregler for at afværge faren. Allerede fra første færd havde han ikke stillet sine disciple nogen jordisk belønning i udsigt. Til en, der kom og ønskede at blive hans discipel, havde han sagt: „Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.“