Jesu „legeme“ og „blod“
Folket havde over for Kristus omtalt den manna, som deres fædre spiste i ørkenen, som om tilvejebringelsen af denne mad var et større mirakel end det, Jesus havde udført. Men han viser dem, hvor ringe denne gave var i forhold til de velsignelser, han var kommet for at tildele dem. Mannaen kunne kun opretholde den jordiske tilværelse. Den hindrede ikke dødens komme eller sikrede udødelighed. Men brødet fra Himmelen ville give mennesket næring til evigt liv. Frelseren sagde: „Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.“ Til dette eksempel føjer Kristus nu et andet. Kun ved at dø kunne han tildele mennesker livet, og i ordene, som følger, henviser han til sin død som midlet til frelse. Han siger: „Det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.“