Da Jesus forkyndte den sandhedens prøve, der gjorde, at så mange af disciplene vendte ham ryggen, vidste han, hvad følgen af hans ord ville blive; men han havde et nådigt formål med at gøre det. Han forudså, at i fristelsens stund ville hver eneste af hans elskede disciple blive hårdt prøvet. Hans dødsangst i Getsemane, forræderiet og hans korsfæstelse ville blive en stor prøvelse for dem. Hvis der ikke havde været nogen forudgående prøve, ville mange, der kun blev drevet af selviske motiver, stadig have været knyttet til dem. Når deres Herre blev dømt i domssalen; når skarerne, der havde hyldet ham som deres konge, snerrede ad ham og hånede ham; når den spottende hob råbte: „Korsfæst ham!“ , når deres jordiske ambitioner blev skuffede, så ville disse egoistiske mennesker ved at frasige sig deres troskab mod Jesus have voldt disciplene bitter og overvældende sorg oven i deres smerte og skuffelse over ødelæggelsen af deres kæreste håb. I denne mørkets time kunne eksemplet fra dem, som vendte sig fra ham, have ført andre med sig. Men Jesus fremkaldte denne krise, mens han ved sin personlige tilstedeværelse kunne styrke troen hos sine sande disciple.