Disciplene forventede stadig, at Kristus skulle regere som en jordisk fyrste. Skønt han så længe havde skjult for dem, hvad han var bestemt til, så troede de, at han ikke altid skulle leve i fattigdom og ubemærkethed. Tiden var nær, hvor han ville oprette sit rige. At præsternes og de skriftkloges had aldrig ville lade sig overvinde, at Kristus ville blive forkastet af sit eget folk, dødsdømt som en bedrager og korsfæstet som en forbryder, — den slags tanker havde disciplene aldrig gjort sig. Men mørkets time nærmede sig, og Jesus måtte åbenbare for sine disciple, hvilken konflikt der ventede dem. Han var bedrøvet ved tanken om denne prøvelse.