Målløse af sorg og forbløffelse lyttede disciplene til ham. Kristus havde godkendt Peters anerkendelse af ham som Guds Søn, og disse ord, som pegede i retning af hans lidelse og død, forekom dem ubegribelige. Peter kunne ikke tie stille. Han greb fat i sin Mester, som om han ville holde ham tilbage fra den hårde skæbne, der ventede ham, mens han udbrød: „Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!“