Hinsides den nuværende tids fattigdom og ydmygelse udpegede han for sine disciple sit komme i herlighed, — ikke med en jordisk kongetrones pragt, men med Guds og de himmelske hærskarers herlighed. Og så, sagde han, „vil han gengælde enhver efter hans gerning“. Derpå gav han dem dette løfte til opmuntring: „Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“ Men disciplene forstod ikke hans ord. Herligheden syntes dem at være så fjern. De holdt blikket fæstet ved det nære, det jordiske liv i fattigdom, ydmygelse og lidelse. Skulle de virkelig opgive deres brændende forventning om Messias’ rige? Skulle de ikke komme til at se deres Herre ophøjet på Davids trone? Var det muligt, at Kristus skulle leve som en ydmyg, hjemløs vandringsmand, der skulle ringeagtes, forkastes og slås ihjel? Sorgen overvældede dem, for de elskede deres Mester. Også tvivlen plagede deres sind, for det forekom dem uforståeligt, at Guds Søn skulle blive genstand for en så grusom ydmygelse. De stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor han frivilligt skulle tage til Jerusalem for at finde sig i den behandling, som han havde sagt, han ville få der. Hvordan kunne han overgive sig til en sådan skæbne og efterlade dem i endnu større mørke end det, de famlede sig frem i, før han åbenbarede sig for dem.