På bjerget Pisga havde Moses for femten hundrede år siden stået og stirret ind i Det forjættede Land. Men på grund af hans synd ved Meriba fik han ikke lov til at komme derind. Det var ikke ham, der skulle have glæden af at føre Israels folk ind til deres fædres arv. Hans fortvivlede bøn, „Lad mig få lov at komme over og se det herlige land på den anden side af Jordan, dette herlige bjergland og Libanon,“ blev afslået. Det håb, som gennem fyrre år havde lyst op i ørkenvandringens mørke, skulle fratages ham. En grav i ødemarken blev afslutningen på alle disse års møje og bekymringer. Men han, „som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår,“ havde på denne måde opfyldt sin tjeners bøn. Moses kom under dødens herredømme, men han skulle ikke forblive i graven. Kristus selv kaldte ham frem til livet. Fristeren Satan havde gjort fordring på Moses’ legeme på grund af hans synd; men Frelseren Kristus kaldte ham frem fra graven (se Jud 9).