Jakob og Johannes havde ment, at de ved at standse denne mand havde tænkt på deres Herres ære. Nu begyndte de at indse, at de havde tænkt mere på deres egen. De indrømmede deres fejl og tog imod Jesu irettesættelse: „I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig..“ Ingen af dem, der på nogen måde viste Jesus venlighed, måtte afvises. Der var mange, der havde været dybt betaget af Jesu personlighed og gerning, og hvis hjerte var ved at åbne sig for ham i tro; og disciplene, der ikke kunne tyde bevæggrundene, måtte være forsigtige for ikke at gøre disse mennesker modløse. Når Jesus ikke mere selv var hos dem, og gerningen var overgivet i deres hænder, måtte de ikke give efter for en snæversindet, afvisende ånd, men give udtryk for den samme udstrakte venlighed, som de havde set hos deres Mester.