Med religiøse sange og taksigelser fejrede de troende denne begivenhed. Et lille stykke tid før festen blev forsoningsdagen fejret, hvor folket efter at have bekendt deres synder blev erklæret for at have fred med Himmelen. På denne måde var vejen banet for en glædesfest. „Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid,“ lød det triumferende, mens al slags musik, blandet med hosiannaråb, ledsagede den fælles sang. Templet var midtpunktet for glæden. Her foregik offerceremonierne med al deres pragt. Gudstjenestens sang blev ledet af levitternes kor, der stod opstillet på begge sider af den hvide marmortrappe op til den hellige bygning. Svingende med deres palme- og myrtegrene tog de mange tempelgæster melodien op som et ekko af korene, og melodien blev igen opfanget af stemmer fra nær og fjern, indtil de omliggende bjerge genlød af lovsang.