Af alle skabninger er fåret et af de mest frygtsomme og hjælpeløse, og i Østen er hyrdens omsorg for sin hjord utrættelig og uophørlig. I gamle dage var der ligesom nu kun ringe sikkerhed uden for byerne, der var omgivet af mure. Røvere fra de omstrejfende grænsestammer eller rovdyr i deres skjulesteder i bjergene, lå på lur for at plyndre hjordene. Hyrden holdt vagt, vel vidende, at det var med fare for sit eget liv. Jakob, som vogtede Labans hjorde på græsgangene ved Karan, sagde, da han beskrev sit eget utrættelige arbejde: „Om dagen blev jeg fortæret af heden, om natten af kulden, og søvnen flygtede fra mine øjne.“ Og det var, mens drengen David vogtede sin fars får, at han mødte løven og bjørnen og helt alene reddede det røvede lam fra deres tænder.