Når man skulle fra Jerusalem til Jeriko, måtte den rejsende igennem en del af Judæas ørken. Vejen førte gennem en vildsom og klippefuld slugt, som var hjemsøgt af røvere, og som ofte havde været skueplads for voldshandlinger. Det var her, at den vejfarende var blevet overfaldet, og berøvet alt af værdi, såret og forslået og til sidst efterladt halvdød ved vejkanten. Mens han lå der, kom præsten samme vej; men han kiggede blot hen på den sårede mand. Derefter viste levitten sig. I sin nysgerrighed efter at få at vide, hvad der var sket, standsede han og betragtede den sårede. Han var ganske klar over, hvad han burde gøre, men det var ikke nogen behagelig pligt. Han ville ønske, at han ikke var kommet den vej, så han ikke havde behøvet at se den sårede. Han overbeviste sig selv om, at dette ikke var noget, der angik ham.