En samaritaner havde på sin rejse nået stedet, hvor den sårede lå, og da han så ham, fik han medynk med ham. Han spurgte ikke, om denne fremmede var jøde eller hedning. Hvis han var jøde, vidste samaritaneren godt, at hvis situationen havde været omvendt, ville manden spytte ham i ansigtet og gå forbi ham med foragt. Men han tøvede ikke af denne grund. Han overvejede ikke, om han måske selv kunne være i fare for overfald, hvis han blev her på stedet. Det var ham tilstrækkeligt, at han her stod over for et menneske i nød og lidelse. Han tog sin kappe af for at dække ham til. Olien og vinen, som han havde anskaffet til sin rejse, brugte han til at læge og forfriske den sårede mand. Han løftede ham op på sit eget dyr og gik langsomt af sted med jævne skridt, for at den fremmede ikke skulle blive rystet og komme til at lide endnu større smerter. Han bragte ham hen til et herberg og tog sig af ham om natten, hvor han vågede over ham med den største omhu. Da den syge om morgenen havde det bedre, vovede samaritaneren at rejse videre. Men før han gjorde dette, overgav han den sårede til værtens omsorg, betalte for ham og efterlod penge til udlæg for ham; og da han var bange for, at det ikke var nok, sørgede han for yderligere behov ved at sige til værten: „Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.“