På grund af deres selviskhed og jordbundethed forstod selv Jesu disciple ikke den åndelige herlighed, som han prøvede på at åbenbare for dem. Det var først efter, at Kristus var steget op til sin Far, og efter at Helligånden var blevet udgydt over de troende, at disciplene fuldt ud påskønnede Frelserens personlighed og opgave. Først efter at de havde modtaget Åndens dåb, begyndte det at gå op for dem, at de havde været sammen med selve herlighedens Herre. Efterhånden som Kristi ord dukkede op i deres erindring, åbnede deres sind sig for forståelsen af profetierne og de mirakler, han havde udført. Hans forunderlige liv viste sig for dem, og de var som mennesker, der vågner op af en drøm. Nu stod det dem klart, at „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.“ Kristus var virkelig kommet fra Gud til en syndig verden for at frelse Adams faldne sønner og døtre. Nu syntes disciplene i deres egne øjne at være langt mindre betydningsfulde, end før de havde forstået dette. De blev aldrig trætte af at gentage og genopleve hans ord og gerninger. Hans lære, som de kun svagt havde fattet, forekom dem nu som en frisk åbenbaring. Skriften blev som en ny bog for dem.