Da disciplene gennemsøgte de profetier, der vidnede om Kristus, blev de bragt i forbindelse med guddommen og lærte af ham, der var steget op til Himmelen, hvordan de skulle fuldende det værk, han havde begyndt på jorden. De erkendte, at der i ham var en visdom, som intet menneske kunne opfatte uden guddommelig hjælp. De trængte til hjælp fra Ham, som var blevet forudsagt af konger, profeter og retfærdige mænd. Med forbløffelse læste de gang på gang de profetiske skildringer af hans karakter og gerning. Hvor uklart havde de dog forstået de profetiske skrifter! Hvor havde de været langsomme til at opfatte de store sandheder, som vidnede om Kristus! Når de så tilbage på hans ydmygelse, da han som menneske var hos dem, så havde de ikke forstået det hemmelighedsfulde ved hans legemliggørelse som menneske, den dobbelte karakter i hans natur. Deres øjne var tillukkede, så de ikke fuldt ud havde erkendt guddommen i menneskeskikkelse. Men efter at de havde fået Helligåndens lys, længtes de bare efter at se ham igen og anbringe sig ved hans fødder! Hvor de dog ønskede, at de kunne komme til ham og få ham til at forklare de skriftsteder, som de ikke kunne forstå! Hvor ville de lytte opmærksomt til hans ord! Hvad havde Kristus mon ment, dengang han sagde: „Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.“ Hvor de higede efter at vide det alt sammen! De sørgede over, at deres tro havde været så svag, at deres forestillinger havde været så langt ved siden af, at de i den grad var gået glip af at forstå det væsentlige.