Kapitlet er bygget op over Luk 10,38-42; Joh 11,1-44.
Lazarus fra Betania hørte til Jesu mest trofaste disciple. Lige fra deres første møde, havde hans tro på Kristus været stærk. Hans kærlighed til ham var dyb, og Frelseren elskede ham højt. Det var for Lazarus, det største af Kristi mirakler blev udført. Frelseren velsignede alle, der søgte hans hjælp. Han elskede hele menneskeslægten, men til nogle var han knyttet med særligt stærke bånd. Hans hjerte var med den inderligste kærlighed forbundet med familien i Betania, og for den ene af dem udførte han sin mest vidunderlige gerning.