„Derefter siger han til dem: ‘Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.’“ „Vor ven Lazarus sover.“ Det var tankevækkende, bevægende og deltagende ord. Mens de tænkte på den dødsfare, som deres Mester udsatte sig for ved at tage til Jerusalem, havde de næsten glemt den sørgende familie i Betania. Men det havde Kristus ikke. Disciplene følte sig irettesat. De havde været skuffede, fordi Kristus ikke havde reageret mere prompte på meddelelsen. De havde følt sig fristet til at mene, at han ikke nærede den store kærlighed til Lazarus og hans søstre, som de havde troet, fordi han ikke skyndte sig tilbage med sendebuddet. Men ordene: „Vor ven Lazarus sover,“ vakte de rette følelser i deres sind. De var overbevist om, at Kristus ikke havde glemt sine sørgende venner.