Kristus ventede med at komme til Lazarus, fordi han ville være nådig mod dem, der ikke havde taget imod ham. Han ventede, fordi han ved at opvække Lazarus fra de døde kunne give sit stivsindede, vantro folk endnu et bevis på, at han i sandhed var „opstandelsen og livet“. Han ville så nødig helt opgive håbet for folket, de stakkels, vildfarende får af Israels hus. Hans hjerte var ved at briste på grund af deres forhærdelse. I sin nåde havde han til hensigt at give dem endnu et vidnesbyrd om, at han var genløseren, den eneste, som kunne vise dem vejen til livet og udødeligheden. Dette skulle være et bevis, som præsterne ikke kunne udlægge forkert, og det var årsagen til, at han ventede med at tage til Betania. Det største af alle hans mirakler, opvækkelsen af Lazarus, ville sætte Guds segl på hans gerning og på hans hævdelse af guddommelighed.