Ved Lazarus’ grav
Da Maria hørte budskabet, rejste hun sig i en fart og med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet forlod hun rummet. Sørgeskaren fulgte efter hende, fordi de troede, at hun var gået til graven for at græde. Da hun nåede hen, hvor Jesus ventede, knælede hun ned ved hans fødder og sagde med bævende stemme: „Herre, havde du været her, var min bror ikke død.“ De sørgendes klageråb var pinefulde for hende, for hun længtes efter at tale nogle få ord alene med Jesus. Men hun kendte til den misundelse og skinsyge, nogle af de tilstedeværende nærede mod Jesus, og dette afholdt hende fra at give fuldt udtryk for sin sorg.