„Hvor har I lagt ham?“ spurgte han. „‘Herre, kom og se!’ svarede de“ Sammen gik de hen til graven. Det var et sørgeligt syn. Lazarus havde været meget afholdt, og hans søstre græd over ham, som om deres hjerte skulle briste, mens de, som havde været hans venner, græd sammen med hans efterladte søstre. Med al denne menneskelige elendighed for øje og ved tanken om, at de bedrøvede venner kunne sørge over den døde, mens verdens Frelser stod ved siden af dem, græd Jesus. Skønt han var Guds Søn, havde han dog påtaget sig menneskeskikkelse, og han blev dybt bevæget over menneskers sorg. Hans milde, medfølende hjerte bliver altid vækket til medynk over lidelse. Han græder med de grædende og glæder sig med de glade.