Men det var ikke blot på grund af sin menneskelige deltagelse over for Maria og Marta, at Jesus græd. I hans tårer var der en sorg, så højt over menneskers sorg, som himmelen er højere end jorden. Kristus græd ikke over Lazarus; for han ville snart kalde ham frem fra graven. Han græd, fordi mange af dem, der nu sørgede over Lazarus, snart ville lægge planer om at dræbe ham, som var opstandelsen og livet. Men de vantro jøder var slet ikke i stand til at fatte årsagen til hans tårer! Nogle, der ikke kunne se anden årsag til hans sorg end de ydre omstændigheder ved det, der foregik, sagde med sagte stemme: „Se, hvor han elskede ham.“ Andre, der prøvede at så vantroens sæd i de tilstedeværende, sagde spottende: „Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?“ Hvis Kristus havde haft magt til at redde Lazarus, hvorfor havde han så tilladt, at han døde?