„Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven.“ Lazarus var blevet lagt i en klippehule, og en stor sten var anbragt foran indgangen. „Tag stenen væk!“ sagde Kristus. Marta gjorde indvendinger, fordi hun mente, at han blot ønskede at se den døde. Hun sagde, at liget havde været gravlagt i fire dage, og at det allerede var begyndt at gå i forrådnelse. Denne udtalelse før Lazarus’ opvækkelse, gjorde det umuligt for Kristi fjender at sige, at der var sket et bedrag. Tidligere havde farisæerne sat falske rygter i omløb om de mest vidunderlige beviser på Guds magt. Da Kristus vakte Jairus’ datter til live, havde han sagt: „Barnet er ikke død, hun sover.“ Da hun kun havde været syg en kort tid og blev kaldt til live straks efter døden, erklærede farisæerne, at barnet ikke havde været dødt — at Kristus selv havde sagt, at hun sov. De havde forsøgt at få det til at se ud, som om Kristus ikke kunne helbrede sygdomme, at hans mirakler var falskneri. Men i dette tilfælde var der ingen, der kunne benægte, at Lazarus var død.