Der er noget, der bevæger sig i den tavse grav, og han, som var død, står i døren til gravkammeret. Hans bevægelser besværliggøres af ligklæderne, som han blev lagt til hvile i, og Kristus siger til de forbløffede tilskuere: „Løs ham og lad ham gå.“ Atter får de at se, at mennesker skal samarbejde med Gud. Mennesker skal arbejde for mennesker. Lazarus bliver befriet for ligklæderne og står foran forsamlingen, ikke som et menneske, der er udtæret af sygdom, med svage, vaklende lemmer, men som en mand i sin bedste alder og i sin fulde manddomskraft. Hans øjne stråler af forstand og af kærlighed til Frelseren. Han kaster sig i tilbedelse ned for Jesu fødder.