Længselsfuldt ventede de på at høre fra Jesus. Så længe der endnu var en gnist af liv tilbage i deres broder, bad de og holdt øje med, om Jesus kom. Men sendebuddet vendte tilbage uden ham. Dog med en meddelelse til dem: „Den sygdom er ikke til døden,“ og de klamrede sig til håbet om, at Lazarus måtte leve. Nænsomt prøvede de at indgyde den næsten bevidstløse syge håb og opmuntring. Da Lazarus døde, var de bittert skuffede; men de følte sig støttet af Jesu nåde, og dette afholdt dem fra at bebrejde Frelseren noget.