Kapitlet er bygget op over Joh 11,47-54.
Gennem spioner, der havde overværet miraklet, var de jødiske rådsherrer hurtigt blevet informeret om kendsgerningerne. Der blev straks indkaldt til møde i Sanhedrin for at afgøre, hvad der skulle ske. Nu havde Kristus helt og fuldt åbenbaret sin magt over døden og graven. Dette mægtige mirakel var det altoverskyggende bevis fra Gud til mennesker på, at han havde sendt sin Søn til verden for deres frelse. Det var en tilkendegivelse af guddomsmagt, som var tilstrækkelig til at overbevise enhver, der var i besiddelse af sund fornuft og sine sansers fulde brug. Mange af de tilstedeværende ved Lazarus’ opvækkelse kom til at tro på Jesus. Men præsternes had imod ham blev skærpet. De havde forkastet alle de mindre vidnesbyrd om hans guddommelighed, og dette nye mirakel ophidsede dem kun yderligere. Den døde var blevet kaldt til live ved fuldt dagslys og i overværelse af en mængde vidner. Intet kunstgreb kunne bortforklare et sådant vidnesbyrd. Af netop denne grund blev præsternes had endnu mere dødeligt. De var mere end nogensinde fast besluttet på at sætte en stopper for Kristi gerning.