Denne ulykke havde jøderne selv bragt over deres hoveder. Hvis de havde vandret i troskab og ydmyghed over for Gud, ville han på en afgørende måde have bevirket, at kongens raseri ikke havde voldt dem skade. Men de havde gennem deres synd distanceret sig fra Gud og havde forkastet hans Helligånd, som var deres eneste værn. De havde ikke studeret Skrifterne i den hensigt at rette sig efter Guds bud. De havde studeret de profetier, der kunne fortolkes til deres egen ophøjelse og som beviser for, i hvor høj grad Gud ringeagtede alle andre folkeslag. De var hovmodige og stolte over, at Messias skulle komme som en konge, besejre sine fjender og i sin vrede træde hedningerne under fode. På denne måde havde de gjort sig forhadt hos deres herskere. Gennem deres falske fremstilling af Kristi kald var det Satans hensigt at opnå tilintetgørelse af Frelseren; men nu kom straffen i stedet over dem selv.