Den, der står Kristus nærmest, vil være den, som her på jorden har påtaget sig mest af hans selvopofrende kærligheds ånd, „kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind, … søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag,“ en kærlighed, der tilskynder disciplen, som den tilskyndede vor Herre, til at give alt, til at leve, arbejde og ofre sig indtil døden for menneskers frelse. Denne ånd blev åbenbaret i Paulus’ liv. Han sagde: „Thi for mig er livet Kristus,“ for hans liv åbenbarede Kristus for mennesker; „og døden en vinding,“ en vinding for Kristus. Selv døden ville åbenbare hans nådes magt og vinde mennesker for ham. „At Kristus … må blive forherliget … ved det, der sker med mit legeme,“ sagde han, „hvad enten jeg skal leve eller dø.“