Judas tog sig af disciplenes pengesager, og af deres lille beholdning havde han hemmeligt taget til eget brug og således formindsket deres pengebeholdning til en ubetydelighed. Han var ivrig efter at alt, hvad han kunne få fat i, blev lagt i pungen. Der blev ofte brugt af midlerne i pungen til at hjælpe de fattige, og når der blev købt noget, som Judas ikke fandt nødvendigt, plejede han at sige, at det var spild af penge og spørge, hvorfor pengene ikke blev lagt i den pung til de fattige, som han stod for. Nu var Marias handling en så markant modsætning til hans selviskhed, at han måtte skamme sig; og som sædvanlig prøvede han at finde et værdigt motiv for sine indvendinger mod hendes gave. Han henvendte sig til disciplene og sagde: „‘Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?’ Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den“ Judas følte ikke noget for de fattige. Hvis Marias olie var blevet solgt, og udbyttet var kommet i hans besiddelse, ville det ikke være kommet de fattige til gode.