Hun gjorde, hvad hun kunne
Maria hørte de misbilligende ord. Hendes hjerte bævede. Hun frygtede, at hendes søster også ville komme med bebrejdelser over hendes ødselhed. Mesteren ville måske også synes, at hun var letsindig. Hun skulle lige til at liste sig bort uden at sige et ord til sin undskyldning, da hun hørte Mesterens stemme: „Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende?“ Han så, at hun var forlegen og ulykkelig. Han vidste, at hun med denne handling havde udtrykt sin taknemmelighed over hendes synders forladelse, og det, han sagde, gjorde hende godt. Idet han hævede stemmen over den misbilligende mumlen, sagde han: „Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.“