Den duftende gave, som Maria havde tænkt sig at udøse over Frelserens døde legeme, hældte hun nu over hans levende skikkelse. Ved begravelsen ville dens søde duft kun have fyldt graven. Nu glædede den hans hjerte ved sin forsikring om hendes tro og kærlighed. Josef fra Arimatæa og Nikodemus gav ikke Jesus deres kærlighedsgaver, mens han var i live. Med bitre tårer bragte de deres kostbare vellugtende urter til hans kolde, livløse legeme. Kvinderne, der bragte duftende urter til graven, gjorde det til ingen nytte, for han var opstået. Men Maria, som udøste sin kærlighed over Frelseren, mens han var sig hendes hengivenhed bevidst, salvede ham til hans begravelse. Og da han steg ned i sin store trængsels mørke, medbragte han erindringen om denne handling, et tegn på den kærlighed, som han for evigt ville have fra sine genløste.