Simon blev bevæget over Jesu venlighed ved ikke åbenlyst at bebrejde ham, mens gæsterne var til stede. Han var ikke blevet behandlet sådan, som han havde ønsket, at Maria skulle behandles. Han forstod, at Jesus ikke ønskede at afsløre hans skyld over for andre, men at han ved en sand fremstilling af sagen havde prøvet at overbevise ham og med deltagelse og venlighed havde prøvet at betvinge hans sind. Streng fordømmelse ville have gjort Simon så hård, at han ikke angrede, men en tålmodig formaning overbeviste ham om hans vildfarelse. Han så, hvor stor den gæld var, som han skyldte Herren. Hans stolthed blev til skam, han angrede, og den stolte farisæer blev en ydmyg, selvopofrende discipel.