Aldrig før havde verden været vidne til et sådant triumftog. Det lignede ikke verdens berømte feltherrers. Der var intet følge af sørgende fanger, der som trofæer for kongelig tapperhed udgjorde en del af sejrstoget. Men Frelseren var omgivet af de herlige sejrstrofæer for hans kærlighedsgerninger blandt syndige mennesker. Der var de fanger, han havde udfriet fra Satans magt, og som priste Gud for deres frihed. De blinde, som han havde givet deres syn, gik forrest i optoget. De stumme, hvis tungebånd han havde løst, råbte højest hosianna. Krøblingene, som han havde helbredt, sprang af glæde og havde allermest travlt med at bryde palmegrene af og svinge dem foran Frelseren. Enker og faderløse priste Jesu navn for hans barmhjertighed imod dem. De spedalske, som han havde renset, bredte deres ubesmittede klæder ud på vejen og hilste ham som ærens konge. De, som ved hans stemme var blevet vækket af dødens søvn, var også med i skaren. Lazarus, hvis legeme var begyndt at opløses i graven, men som nu frydede sig i sin manddoms fulde kraft, førte dyret, som Frelseren red på.