Jesus græder over Jerusalem
Jesus stirrer på sceneriet, og den enorme menneskemængde dæmper deres råb, tryllebundne af denne pludselige skønhedsåbenbaring. Alle øjne rettes mod Frelseren i forventning om i hans ansigt at se den samme beundring, som de selv føler. Men de ser i stedet en skygge af sorg. De bliver forundrede og skuffede over at se hans øjne fyldes med tårer og hans skikkelse svaje som et træ i stormvejr, mens en angstfyldt klage lyder fra hans skælvende læber, som om den kom fra dybet af et knust hjerte. Hvilket syn for englene at se! Deres elskede fører i fortvivlet gråd! Hvilket syn for den glade skare, som med jubelråb og med viftende palmegrene ledsagede ham til den herlige by, hvor de dristigt håbede, at han nu skulle herske. Jesus havde grædt ved Lazarus’ grav, men det var i guddommelig sorg og i medfølelse med menneskers elendighed. Men denne pludselige sorg kom som en klagetone midt i det store kor af begejstring. Midt i en frydefuld scene, hvor alle erklærede ham deres hyldest, græd Israels konge! Ikke stille glædestårer, men stærk gråd og udtryk for en smerte, som ikke kunne holdes tilbage. Mængden blev pludselig grebet af en dyster stemning. Mange græd af medfølelse med en sorg, som de ikke fattede.