Jesu tårer skyldtes ikke de lidelser, som ventede ham. Ret forude var Getsemane, hvor rædslen fra et stort mørke snart skulle overskygge ham. Inden for synsvidde var også fåreporten, gennem hvilken offerdyrene gennem århundreder var blevet ført ind. Denne port skulle snart åbne sig for Ham, Det virkelige Offer, hvis offer for verdens synder alle disse ofringer havde været symbol på. Lige i nærheden var også Golgata, skuepladsen for hans kommende dødskamp. Men det var ikke på grund af disse påmindelser om sin grusomme død, Frelseren græd så forpint. Hans sorg gjaldt ikke ham selv. Tanken om hans egen smerte skræmte ikke denne ædle, selvopofrende sjæl. Det var synet af Jerusalem, der skar Jesus i hjertet — Jerusalem, som havde forkastet Guds Søn og ringeagtet hans kærlighed, som nægtede at lade sig overbevise ved hans mægtige mirakler, og som nu forberedte sig til at tage hans liv. Han så, hvad den var, efter at have gjort sig skyldig i at forkaste sin Frelser, og hvad den kunne være blevet til, hvis den havde taget imod Ham, som var den eneste, der kunne læge dens sår. Han var kommet for at frelse den. Hvordan skulle han kunne opgive den?