Israel havde været et udvalgt folk. Gud havde gjort deres tempel til sin bolig: „Hans hellige bjerg knejser smukt til fryd for hele jorden.“ Det rummede beretningen om Kristi beskyttende omsorg og store kærlighed — som en fader for sit eneste barn — gennem mere end tusinde år. I dette tempel havde profeterne forkyndt deres højtidelige advarsler. Dér var de brændende kar med røgelse blevet svinget, mens røgelsen sammen med de tilbedendes bønner var steget op til Gud. Dér var dyrenes blod blevet udgydt som symbol på Kristi blod. Dér havde Jehova åbenbaret sin herlighed over nådestolen.