Jerusalems skæbnetime
Jesus hævede sin hånd, den hånd, der så ofte havde velsignet de syge og lidende, og idet han rettede den mod den dømte by, udbrød han med gråd i stemmen: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.“ Her stoppede Frelseren og lod det forblive usagt, hvad Jerusalem kunne være blevet til, hvis den havde taget imod den hjælp, som Gud ønskede at give den, Hans elskede søn som gave. Hvis Jerusalem havde vidst, hvad den havde været udvalgt til at vide, og havde været opmærksom på det lys, som Himmelen havde sendt den, så ville den have bestået i stolt velstand, som dronning over rigerne, fri ved kraften fra sin gudgivne magt. Der ville ikke have stået bevæbnede soldater ved dens porte, ikke have vajet romerske bannere fra dens mure. Den glorværdige skæbne, der kunne være blevet Jerusalem til del, hvis den havde taget mod sin Frelser, viste sig for Guds Søns øjne. Han så, at den kunne være blevet reddet ved hjælp af ham, være blevet befriet for sin trældom og blevet gjort til verdens mægtige hovedstad. Fra dens mure ville fredsduen være fløjet ud til alle folkeslag. Den ville have været et prægtigt diadem for verden.