Jerusalem havde været som hans barn, og ligesom en kærlig far sørger over en egensindig søn, sådan græd Jesus over den elskede by. Hvordan skal jeg kunne opgive dig? Hvordan skal jeg kunne se dig dømt til ødelæggelse? Skal jeg da slippe dig, så du kan fylde din ugudeligheds bæger? Et eneste menneske har så stor værdi, at verdener i sammenligning med det synker til ubetydelighed; men her var et helt folk fortabt. Når den hastigt dalende sol ikke mere ville være at se på himmelen, ville Jerusalems nådes dag være til ende. Mens optoget holdt stille på toppen af Oliebjerget, var det endnu ikke for sent for Jerusalem at omvende sig. Barmhjertighedens engel var dengang ved at folde sine vinger sammen for at stige ned fra den gyldne trone og vige pladsen for retfærdighed og den hastigt kommende dom. Men Kristi store, kærlige hjerte bad stadig for Jerusalem, som havde ringeagtet hans nåde, foragtet hans advarsler, og som snart ville væde sine hænder i hans blod. Hvis Jerusalem blot ville omvende sig, så var det endnu ikke for sent. Mens de sidste stråler fra den nedgående sol dvælede på templet, på tårn og tinder, ville mon ikke en god engel så lede den til Frelserens kærlighed og forhindre dens dom? Skønne, ugudelige by, som havde stenet profeterne, som havde forkastet Guds Søn, som ved sin manglende anger og bod lagde sig selv i trældommens lænker — nu var nådens dag næsten til ende!