Jesus havde til hensigt at ride ind i Jerusalem og havde sendt to af sine disciple i forvejen for at bringe ham et æsel og dets føl. Da han blev født, var Frelseren afhængig af fremmedes gæstfrihed. Den krybbe, han lå i, var lånt. Skønt alle dyr tilhører ham, er han nu afhængig af imødekommenhed fra en fremmed for at låne et dyr, hvorpå han kan ride ind i Jerusalem som byens konge. Men atter åbenbares hans guddommelighed sågar i de nøjagtige instrukser, han gav disciplene i forbindelse med dette ærinde. Som han forudsagde, blev anmodningen, „Herren har brug for dem,“ straks imødekommet. Jesus valgte til dette formål føllet, som endnu intet menneske havde siddet på. Disciplene lagde med glad begejstring deres klæder på dyret og lod deres Mester sætte sig op på det. Hidtil var Jesus altid rejst til fods, og i begyndelsen havde disciplene undret sig over, at han nu valgte at ride. Men håbet blussede op i deres hjerter ved den glædelige tanke, at han ville drage ind i hovedstaden, lade sig udråbe til konge og hævde sin magt. Mens de udrettede deres ærinde, viderebragte de deres store forventninger til Jesu venner, og begejstringen bredte sig vidt omkring og fik folkets forventninger til at stige til de højeste tinder.