„Det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet.“ For dem er Kristus en anstødssten. Men „den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.“ Ligesom den vragede sten har Kristus under sin gerning på jorden tålt tilsidesættelse og misbrug. Han var „foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, … foragtet, vi regnede ham ikke for noget.“ Men den tid var nær, hvor han skulle herliggøres. Ved opstandelsen fra de døde ville han blive „stadfæstet som Guds søn.“ Ved sin genkomst skulle han åbenbare sig som Himmelens og jordens Herre. De, som nu skulle til at korsfæste ham, ville erkende hans storhed. I overværelse af hele universet skulle den vragede sten blive til hovedhjørnestenen.