Atter gled Jesu skarpe blik hen over templets vanhelligede forgård. Alles øjne var rettet imod ham. Præster og rådsherrer, farisæere og hedninger så med undren og ærefrygt på ham, som stod foran dem i himmelsk majestæt. Det guddommelige strålede frem gennem det menneskelige og omgav ham med en værdighed og herlighed, som han aldrig før havde vist. De, som stod nærmest, trak sig så langt tilbage, som menneskemængden tillod. Med undtagelse af nogle få af hans disciple stod Frelseren alene. Der hørtes ikke en lyd. Den dybe tavshed forekom ulidelig. Kristus talte med en kraft, der fik forsamlingen til at svaje som under et vældigt stormvejr: „Der står skrevet: